Om os
Pension Kildegaard ligger midt i en Danmarks mest kendte badebyer, med vand, strand og skov lige ude for døren.
Pension Kildegaard har som pensionat eksisteret siden en bonde i 1904 ombyggede en længe med værelser til københavnere, der ville på sommerophold.
Pension Kildegaard var i årene både før og efter 2. verdenskrig et af mange pensionater i Tisvildeleje. Nu er vi det eneste. Pensionatet har igennem tiderne lagt kimen til mange menneskers sommerminder. I dag driver vi stedet videre i samme ånd. Pension Kildegaard er gennemsyret af tradition, og både vi, pensionærer og kursister har stor kærlighed og loyalitet til stedet.
Eli Wintervold er Pension Kildegaards daglige leder. Eli kommer fra en karriere i hotel og restaurationsbranchen i Norge. Det er Eli som du som oftest møder i receptionen, i telefonen eller på mailen.
Thomas Rostgaard er som tidligere ejer og nu forpagter af Pension Kildegaard den restauratør i Tisvildeleje som har huseret længst tid. Siden han købte Tisvildeleje Strandhotel i 1999.
Strandhotellet drev han i frem til 2004, hvorefter han solgte og købte Tisvildeleje Cafeen. I 2014 købte han og Katrine Pension Kildegaard og ejede og drev pensionatet frem til oktober 2023, hvor Kildegaards bygninger blev solgt til gode venner og stamgæster, Ditte og Nicolaj Reffstrup.
“Vi elsker Kildegaard af mange årsager, men især rummeligheden og roen og selvfølgelig Thomas som vært gør stedet til noget fuldstændig unikt. Som stamgæster er vi enormt glade for, at vi kan være behjælpelige med at sikre, at ånden på Kildegaard bevares, mens rammerne gennemgår en nænsom renovering.”
- Ditte og Nicolaj Reffstrup
Vi er så glade for at vi har fundet de rette købere til vores elskede sted. Ditte og Nicolaj vil med kærlighed til stedet renovere og opdatere ejendommene med respekt for Pension Kildegaards historiske kvaliteter og originalitet uden at spolere den tidslomme, som pensionatet er.
1. marts 2026 åbnede vi dørene til alle 26 værelser som gennem de sidste 3 år har fået en kærlig renovering.
På pensionatet er det meste som det altid har været. Som forpagter og daglig leder driver vi pensionatet videre i samme ånd som hidtil.
Vi glæder os til at byde jer velkommen.
Eli & Thomas

